Beskæftigelse

Svækket konkurrenceevne kan sætte opsving i karantæne

Debatindlæg

Vaccinationsprogrammer ruller ud verden over, og i takt med at flere vaccineres og smittespredningen falder, stiger optimismen og forventningen til, at det næste globale økonomiske opsving er lige rundt om hjørnet.

Da Coronapandemien ikke kender forskel på landegrænser, ramte den økonomiske krise de fleste lande på samme tid. Af samme årsag vil vi formentlig se økonomiske opsving i landene omkring os, som starter på stort set samme tid.

Mette Frederiksen har tidligere forudset, at den internationale konkurrence vil blive skærpet på den anden side af coronaen. Den forudsigelse er jeg enig i. Coronapandemien har betydet, at landene i højere grad lukker sig om sig selv. Det svækkede momentum i den internationale arbejdsdeling risikerer at få varige effekter. Derfor er det sandsynligt at kampen om eksportjobbene bliver hårdere i fremtiden.

Desværre er de danske virksomheders udgangspunkt for at vinde den konkurrence svækket. Sidste uges tal fra DA’s internationale lønstatistik viser nemlig, at lønnen i fremstillingsvirksomhederne - de mest konkurrenceudsatte virksomheder - i 4. kvartal steg 0,9 pct.point mere end lønnen i udlandet. Med en merstigning i den danske lønudvikling på 3,4 pct.point de seneste par år er det blevet vanskeligere for danske virksomheder af afsætte varer på udenlandsk markeder.  

I de seneste syv kvartaler har vi haft en lønudvikling, som i gennemsnit har ligget ca. 1 pct.point højere end udviklingen på vores største eksportmarked, Tyskland. Også når man ser på lande som Sverige, USA og Storbritannien, er det alt andet lige blevet sværere at afsætte danske varer, som følge af en højere lønudvikling.

Højere løn betyder øget produktionsomkostninger, hvilket giver modvind til den danske eksport, som ca. 850.000 jobs herhjemme er afhængige af. Det vil smitte negativt af på genopretningen af den danske vækst og beskæftigelse i de kommende år.

Vi har brug for et større politisk fokus på de danske virksomheders position i den skærpet internationale konkurrence. Ellers risikerer man at måtte tage til takke med de sekundære placeringer i kampen om vækst og arbejdspladser, som en genåbning af verdensøkonomierne vil skabe. Derfor er det vigtigt, at den økonomiske politik ikke kun bygger på en lempelig finanspolitik, som jo primært understøtter de hjemmemarkedsorienterede erhverv. Det er også afgørende, at den økonomiske politik reducerer virksomhedernes byrder og omkostninger, så eksporterhvervene kan gribe mulighederne i genopretningen af den globale økonomi efter coronaen.

Det er også centralt, at virksomhederne har adgang til tilstrækkelig med arbejdskraft, når opsvinget begynder at komme op i tempo. Det kan blandt andet opnås ved at gøre det lettere at rekruttere udenlandske medarbejdere. Tager manglen på arbejdskraft til under det kommende opsving, kan det svække konkurrenceevnen yderligere.

Bragt i Børsen den 8. marts 2021

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE