Beskæftigelse

Stort behov for flere reformer

Pressemeddelelse

Danmark har behov for reformer, som øger beskæftigelse, arbejdsudbud og produktivitet. Derfor hilser DA reformkommissionens seneste udspil velkomment.

Reformkommissionen har netop kommet med en delrapport, hvor kommissionen understreger behovet for reformer og opridser, hvilke områder kommissionen vil fokusere på i sit arbejde med de såkaldte andengenerationsreformer. DA hilser initiativer i forhold til at få flere i arbejde og uddannelse velkomment og ser frem til det videre arbejde.

Administrerende direktør i DA Jacob Holbraad siger:

- Det er et komplekst og vigtigt felt, som reformkommissionen har kastet sig over, og vi ser frem til at bidrage. Vi står overfor nogle store udfordringer fx i forhold til at få flere unge i arbejde og uddannelse, og at få flere indvandrere integreret på arbejdsmarkedet. Men også i forhold til at sikre en mere effektiv offentlig sektor til gavn for borgere og virksomheder. Vi er meget enige i, at vi skal lave reformer, der kan have effekt på den lange bane, men samtidigt er det også vigtigt at gennemføre initiativer her og nu.

- Jeg mener ikke, at andengenerationsreformer udelukker reformer på den korte bane. Vi har netop fremlagt 11 forslag til at sikre arbejdsudbuddet på den anden side af krisen. Mere udenlandsk arbejdskraft, flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde og flere fuldtidsstillinger i det offentlige kan vi gå i gang med nu samtidig med, at vi også ser på reformer med fokus på det lange seje træk.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE