Beskæftigelse
Produktivitetsreformer og arbejdsudbudsreformer går hånd i hånd
22. februar 2021
Debatindlæg
Det har været fremhævet i debatten, at klassiske reformer, der øger arbejdsudbuddet, er passé, og at man i stedet bør fokusere på reformer, som løfter produktiviteten på den eksisterende arbejdskraft.
Det budskab er blandt andet fremført i en analyse fra AE-rådet for en måneds tid siden. Analysen viser, at øget produktivitet har været primus motor bag velstandsstigningen herhjemme. Herfra konkluderes det, at man bør have fokus på tiltag, der kan løfte produktiviteten, hvis man ønsker at forøge velstanden, hvilket ikke er forkert.
Men det er forkert at sige, at der ikke er brug for arbejdsudbudsreformer. Produktivitetsreformer kan ikke træde i stedet for arbejdsudbudsreformer. Reformer som gør arbejdsstyrken større bør og skal være en central del af den økonomiske politik.
Det skyldes, at produktivitetsreformer ikke øger det finanspolitiske råderum. Råderummet er kort fortalt det økonomisk rum, politikerne har til at øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne i de kommende år. Forklaringen bag, at råderummet er uafhængigt af produktivitetsudviklingen, er en smule indviklet. Kort fortalt så skyldes det, at selvom en øget produktivitet øger skatteindtægterne via højere løn til privatansatte, så vil stort set hele indtægtsstigningen blive spist af højere løn til offentligt ansatte og højere overførsler til offentligt forsørgede. Udviklingen i både offentligt ansattes løn samt indkomstoverførsler følger nemlig på sigt lønudviklingen hos privatansatte.
Omvendt vil klassiske arbejdsudbudsreformer, hvor flere flyttes ud af passiv offentlig forsørgelse og over i en aktiv tilværelse i beskæftigelse, entydigt øge det finanspolitiske råderum.
Ønsker man at forøge det finanspolitiske råderum, kan man altså ikke se bort fra tiltag, som øger arbejdsstyrken og den private beskæftigelse. Og det er her, at AE-rådets argumentation kommer til kort. AE-rådet foreslår massive investeringer i uddannelse, infrastruktur og grøn omstilling, som en vej til øget produktivitet. Alt sammen tiltag som koster på råderummet. Tilsvarende vil lavere erhvervsbeskatning, som øger produktiviteten gennem større og bedre kapitalapparat, også kræve råderum. Arbejdsudbudsreformer, som øger råderummet, kan dermed bidrage til at finansiere de tiltag, der skal løfte produktiviteten.
Med en efterhånden lang ønskeliste fra politikere – og en coronakrise som også gør indhug i de offentlige finanser – er det eksisterende råderum hurtigt udtømt. Alternativt kan man hæve skatterne, men i et land hvor borgere og virksomheder i forvejen er blandt verdens hårdest beskattede, er det både uklogt og perspektivløst. Et øget arbejdsudbud vil derimod betyde, at flere bidrager til den fælles kasse, og det vil gøre samfundskagen større til gavn for alle.
Tiden er ikke løbet fra arbejdsudbudsreformer. Tværtimod er de forudsætningen for, at vi kan udvikle vores samfund.