Beskæftigelse

STORT Potentiale I KOMMUnerne for at sænke sygefraværet

DA Analyse

På den anden side af corona-pandemien er der stort potentiale for at nedsætte sygefraværet i den offentlige sektor. Der kan findes op mod 8.200 fuldtidsstillinger, hvis sygefraværet bringes ned til privat niveau i sammenlignelige jobfunktioner.

Det er velkendt, at sygefraværet er højt i den offentlige sektor. Værst er det dog blandt kommunerne og regionerne. I 2019 var det gennemsnitlige sygefravær 13,2 og 12,1 dagsværk pr. fuldtidsbeskæftiget
i henholdsvis kommunerne og regionerne. I staten var sygefraværet 7,6 dagsværk pr. fuldtidsbeskæftiget, og i den private sektor var det gennemsnitlige sygefravær nede på 6,9 dagsværk pr. fuldtidsbeskæftiget.

En undersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet i 2018 viste, at den primære del af forskellen i sygefraværet kan forklares af jobfunktion. Samme undersøgelse viser også, at kvinder i gennemsnit har et større sygefravær end mænd på tværs af alle sektorer.

Sammenligner man sygefraværet i den offentlige sektor med den private, kunne kommunerne have ca. 5.700 ekstra fuldtidsansatte, hvis deres sygefravær lignede det private, når man tager højde for køn og jobfunktion, jf. figur 1.

 

For staten og regionerne er potentialet henholdsvis knap 1.050 og 1.500 fuldtidsansatte, hvis deres sygefravær lignede det private, når der tages højde for jobfunktion og køn.

Analysen er udarbejdet på baggrund af Danmarks Statistiks fraværsregistre, FRAN og FRPE. Disse registre inkluderer ikke ansatte i private virksomheder med færre end 10 ansatte. Lønmodtagere i små, private virksomheder er derfor ikke repræsenteret i denne analyse af sygefravær, og resultaterne skal læses med forbehold herfor. Fraværsoplysningerne fra den private sektor opregnes til totalpopulationen af virksomheder med 10 ansatte eller derover i overensstemmelse med Danmarks Statistiks praksis.

Sygefravær dækker egen sygdom opgjort i dagsværk. Der ses på igangværende og afsluttede sygeforløb det pågældende år. Lønmodtagerne er opgjort i antal fuldtidsansatte i overensstemmelse med Danmarks Statistiks definition i fraværsregistret, FRAN.

I analysen er lønmodtagerne og deres sygefravær opdelt på baggrund af den sektor, de arbejder i, deres jobfunktion (disco-kode på 3-cifret niveau) og deres køn. Herfra beregnes forskellen i det gennemsnitlige antal sygefraværsdagsværk for hver jobfunktion mellem den private sektor og hhv. staten, kommunerne og regionerne. Potentialet beregnes som forskellen ganget med antallet af fuldtidsbeskæftigede kvinder og mænd i den givne jobfunktion i hhv. staten, kommunerne og regionerne. Der beregnes kun potentiale for jobfunktioner med mindst 50 observationer i hver sektor i sygefraværsregistret, for at sikre et stort nok statistisk grundlag. Potentialet i dagsværk omregnes til slut til årsværk.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE