Beskæftigelse

Nyt reformudspil fra DA: 11 konkrete forslag, der sikrer vækst og velstand i Danmark

Pressemeddelelse

Dansk Arbejdsgiverforening lancerer i dag en stor reformpakke med 11 forslag, der kan hæve arbejdsudbuddet med 25.800 fuldtidspersoner frem mod 2025. Det er nødvendigt for at ruste dansk erhvervsliv til et nyt økonomisk opsving, så vi kan sikre vækst, velstand og velfærd i årene fremover.

Danmark står formentlig foran et stort økonomisk opsving efter coronakrisen. Men opsvinget risikerer at dø ud, før det bliver begyndt, hvis ikke der bliver taget hånd om udfordringen med mangel på arbejdskraft.

Regeringen og dens støttepartier har med Arne-pensionen samt skatte- og afgiftsforhøjelser for borgere og erhvervsliv trukket mere end 10.000 personer ud af arbejdsmarkedet. Derudover er den offentlige beskæftigelse steget med næsten 15.000 personer det seneste år.

Nu er det tide på tide, at vi vender udviklingen, styrker den private beskæftigelse og giver dansk erhvervsliv de bedste forudsætninger for at følge med den stigende efterspørgsel. Vi skal tilbage på vækstsporet.

Statsminister Mette Frederiksen har inviteret dansk erhvervsliv og arbejdsmarkedets parter til drøftelser af, hvordan vi løfter den strukturelle beskæftigelse i Danmark. Det vil DA gerne kvittere for.

Derfor lancerer Dansk Arbejdsgiverforening nu en reformpakke med 11 konkrete forslag, der kan hæve arbejdsudbuddet med 25.800 frem til 2025.

Vi vil blandt andet sænke indtægtsgrænsen i beløbsordningen for udenlandsk arbejdskraft, gøre unge kontanthjælpsmodtagere på uddannelseshjælp jobparate og få flere offentligt ansatte på fuldtid. Alt sammen initiativer, der sikrer den nødvendige arbejdskraft, styrker dansk økonomi og sikrer vækst, velstand og velfærd frem mod 2025.

Jacob Holbraad, administrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, siger:

- Det er af afgørende betydning, at vi får flere hænder ud på arbejdsmarkedet. Hvis ikke det sker, risikerer vi, at det kommende opsving dør ud, før det er begyndt. Allerede nu er der tegn på mangel på arbejdskraft på en række områder, og der er stor risiko for, at problemet vil blive større i takt med, at vi genåbner samfundet.

- Dansk økonomi skal tilbage på vækstsporet, så samfundet bliver mere velstående, og den enkelte dansker får flere muligheder. Øget arbejdsudbud styrker beskæftigelsen, som fører til mere vækst, mere velstand og dermed mere velfærd til alle.

- Det handler ikke kun om at lukke hullet efter Arne-pensionen. Det handler om at gøre kagen større, så der er mere at fordele af. Vi skal kort sagt forbedre mulighederne for vækst i dansk erhvervsliv og dermed også i Danmark.

- Vi ser meget frem til drøftelserne med regeringen om, hvordan vi kan styrke beskæftigelsen i Danmark og sikre den nødvendige arbejdskraft til dansk erhvervsliv. Vores 11 konkrete forslag er et godt sted at starte.

Læs hele planen her: DA's reformkatalog.pdf

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE