Beskæftigelse

Ganske få europæiske ledige kan forventes at flytte til Danmark

DA Analyse

Selvom der er knap 15 mio. ledige i EU, er det ganske få ledige, som ønsker at flytte til Danmark. Kun omkring 20.000 ledige ønsker at rejse til de nordiske lande, hvoraf ca. 5.000 foretrækker Danmark.

Fagbevægelsen mener, at danske virksomheder kan løse deres massive mangel på medarbejdere ved at hente nogle af de knap 15 mio. ledige i EU til Danmark. Beregninger peger på, at det ud af disse ledige alene er 5.000 personer, der gerne vil arbejde i Danmark. Dermed er det ikke nogen reel løsning på virksomhedernes rekrutteringsudfordringer.

EU-Kommissionen offentliggør en årlig undersøgelse om mobiliteten af arbejdskraft mellem EU-landene. Ifølge den seneste rapport fra januar 2021 boede ca. 9 mio. personer i arbejdsstyrken i EU i et andet land end deres statsborgerskabsland. Hovedparten bor i Tyskland og Storbritannien efterfulgt af Spanien, Italien og Frankrig, jf. figur 1. Kun 85.000 arbejder i Danmark, hvilket udgør under 1 pct. af den mobile arbejdskraft i EU.

 

De ca. 9 mio. personer, som bor i et andet land end deres statsborgerskabsland, svarer til ca. 4 pct. af arbejdsstyrken i EU. Andelen varierer meget på tværs af landene, hvor mobiliteten er særligt høj blandt personer fra Østeuropa. F.eks. er det næsten 20 pct. af rumænerne, som bor og arbejder i et andet land, mens det blandt franskmænd og spanier er under 2 pct., der arbejder i et andet land end Frankrig, jf. figur 2. Derfor er det ikke sandsynligt, at den betydelige ledighed i Frankrig og Spanien – ikke mindst blandt unge – fører til, at mange søger mod Danmark for at arbejde.

 

Andelen af personer, som bor i et andet land end deres statsborgerskabsland, er et udtryk for, hvor villig arbejdsstyrken er til at flytte til andre lande. Andelen kan bruges til at lave et skøn over, hvor mange ledige fra andre EU-lande der er villige til at arbejde i Danmark. I det lys er det under ½ mio. af de godt 14½ mio. ledige 20-64-årige i EU, der er villige til at flytte på tværs af landegrænser efter beskæftigelse.

Blandt arbejdsstyrken i EU-27 (dvs. eksklusive Storbritannien), som boede i et andet land end deres statsborgerskabsland, er kun ca. 3½ pct. bosiddende i de nordiske lande (Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island) og kun 1 pct. bor i Danmark. Andelene indikerer, hvor mange af de potentielt mobile EU-ledige, som er villige til at arbejde i de nordiske lande, herunder Danmark. Antallet af ledige fra EU27, som potentielt vil arbejde i de nordiske lande, er ca.  20.000.

Hvis andelen af EU-borgere, som er villig til at flytte til Danmark, er uændret på 1 pct., vil kun omkring 5.000 ledig potentielt flytte til Danmark for at arbejde, jf. tabel 1.

 

Ifølge den seneste rekrutteringsundersøgelse fra Beskæftigelsesministeriet havde virksomhederne 110.000 forgæves rekrutteringer i december 2020 til maj 2021, hvoraf 60.000 job ikke blev besat. De ca. 5.000 ledige, som potentielt kan flytte til Danmark, er således langt fra nok til imødegå virksomhedernes massive mangel på medarbejdere.

Ovenstående udregninger bygger på en forudsætning om, at ledige i samme grad som beskæftigede er villige til at flytte til et andet land. Hvis ledige i højere grad end beskæftigede er villige til at flytte til et andet land, så vil antallet af potentielt mobile ledige være større end de 5.000. Dette og andre forbehold, som er beskrevet i boks 1 sidst i analysen, betyder, at beregningerne af antallet af potentielt mobile ledige er behæftet med usikkerhed.  

23.000 potentielle arbejdere til Danmark ifølge EU’s jobbank

Mange har peget på, at danske virksomheder skal kigge i den europæiske jobportal, EURES, for at finde nye medarbejdere. Gør man det, opdager man hurtigt, at udbuddet af kvalificeret arbejdskraft er meget lille.

Ifølge EURES er der i øjeblikket næsten 23.000 potentielle arbejdere, som er interesseret i at arbejde i Danmark. Dette tal omfatter borgere fra hele verden og ikke alene EU-borgere. Hvis man stiller krav til, at CV’et skal være på engelsk, falder antallet af kandidater til 9.168. Det antal falder til 7.934, hvis kandidaten skal kunne tale engelsk på begynderniveau, jf. tabel 1. Her er man ikke begyndt at stille krav til f.eks. personernes kompetencer, uddannelsesniveau og erfaring. Der er heller ikke sikkerhed for, at de knap 8.000 jobsøgere kan få en arbejdstilladelse i Danmark.

 

EURES (European Employment Services) er et samarbejdsnetværk bestående af offentlige arbejdsformidlinger med henblik på at lette arbejdstagernes frie bevægelighed i EU (inkl. Norge, Liechtenstein, Island og Schweiz). På EURES-portalen findes blandt andet en online-database med CV'er for jobsøgende.

I EURES krydser jobsøgende af, hvilke(n) type(r) job vedkommende kunne tænke sig. Det afspejler altså ikke kandidatens kompetencer eller færdigheder. Nedenstående tabeller viser forskellige eksempler på, hvordan antallet af mulige medarbejdere indskrænkes. Der tages udgangspunkt i personer, som ønsker at arbejde i Danmark.

Eksempel 1: Tjenere og kokke

Ifølge EURES er der 406, som udtrykker ønske om at arbejde i Danmark, der har angivet tjener som deres jobønske, har deres CV på engelsk og kan engelsk på begynderniveau.

Hvis man ønsker, at kandidaten kan tale engelsk på middelniveau, falder antallet af potentielle medarbejdere til 379. Dette antal ender på 63 mulige medarbejdere, hvis personen skal kunne engelsk på et kyndigt niveau. Samme tendens gælder for kokke, jf. tabel 3.

 

Ud af de mulige kandidater skal arbejdsgiveren så derefter tage stilling til, om de besidder de ønskede kvalifikationer mv.

Eksempel 2: Chauffører

Antallet af mulige medarbejdere, der har chauffører som jobønske (inkl. CV på engelsk og kan tale engelsk på begynderniveau), er på 100. Hvis det ønskes, at personen skal have stort kørekort, falder antallet af mulige kandidater til 63, jf. tabel 4.

 

Eksempel 3: Mekanikerarbejde, landbrugs- og industrimaskiner

Der er 52 industrimekaniker med et CV på engelsk, hvilket falder 46, hvis personerne skal kunne engelsk på begynderniveau. Derefter skal der tages stilling til, hvilken type mekaniker der er brug for, og om de forskellige kandidater besidder de rette kvalifikationer mv.

 

Boks 1. Sådan er antallet af mobile ledige i EU opgjort

Opgørelsen tager udgangspunkt i EU-Kommissionens årlige undersøgelse af mobilitet af arbejdskraft mellem EU-landene, hvor den seneste undersøgelse er fra januar 2021 med data for 2019.

I undersøgelsen opgøres andelen af arbejdsstyrken, som bor i et andet EU-land. Denne andel varierer meget på tværs af landene. Andelene kan bruges til at lave et groft skøn over hvor mange ledige, der er villige til at arbejde i et andet EU-land. På den baggrund vurderes omkring ½ mio. ledige (20-64-årige) i EU i 2019 at være villige til at flytte på tværs af landegrænser efter beskæftigelse.

Ud fra EU-Kommissionens undersøgelse kan det også ses, hvor de personer, som bor i et andet land end deres statsborgerskabsland, er bosiddende. Ca. 3½ pct. er bosiddende i de nordiske lande (Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island). Denne andel anvendes i udregningerne som et udtryk for, hvor villige de ledige er til at flytte til de nordiske lande og hermed også Danmark. Antallet af ledige fra EU27, som potentielt vil arbejde i de nordiske lande skønnes således blot at være omkring 20.000. Men hvis færre eller flere end 3½ pct. ønsker at flytte til de nordiske lande, vil antallet af ledige, som kan forventes at flytte til de nordiske lande, falde henholdsvis stige.

I udregningerne forudsættes det, at ledige i samme grad som beskæftigede er villige til at flytte til et andet land. Hvis ledige i højere grad end beskæftigede flytter til et andet land, vil antallet af potentielt mobile ledige stige.

Tallene fra EU-Kommissionens undersøgelse er fra 2019. I udregningerne ligges det således til grund, at andelen af potentielt mobile ledige er den samme i dag som i 2019. Baseret på den årlige ændring i den mobile arbejdskraft sammenholdt med den årlige ændring i antallet af ledige, er der ikke noget, som tyder på, at den mobile arbejdskraft systematisk svinger med konjunkturudviklingen.  

Derudover kan sammensætningen (unge, ældre, langtidsledige) af de ledige i de enkelte lande også spille en rolle i forhold til, hvor mobile de ledige er.

Antallet af ledige, som potentielt kan flytte til Danmark, er således behæftet med usikkerhed og skal tolkes med forsigtighed.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE