Beskæftigelse
Danskernes arbejds- og ansættelsesformer har været uændrede de seneste årtier
8. november 2021
DA Analyse
Når man følger den offentlige debat, kan man nogle gange få indtryk af, at arbejdsmarkedet er i opbrud.
Der tales bl.a. om en ”freelancebølge”. Der tales også om en tendens til mere projektarbejde, hvor flere er ansat i en tidsbegrænset stilling. Der tales om vækst i ”småjob”, hvor flere arbejder få timer og derfor får forholdsvis lav løn. Og der tales generelt om fremvæksten af et ”prekariat” af personer, der arbejder under usikre og dårlige vilkår.
Ser man på arbejdsmarkedsstatistikkerne, kan det imidlertid konstateres, at det danske arbejdsmarked ikke er i opbrud. Ordinær fastansættelse på fuld tid er fortsat den dominerende arbejdsform, og der er ikke sket nogen nævneværdig udvikling de seneste årtier.
Andelen af freelancere har været uændret siden 1990’erne. Andelen af tidsbegrænset ansatte er reduceret i samme periode. Der er kommet flere deltidsansatte som følge af flere studerende og øget seniorbeskæftigelse, men samlet set fremstår udviklingen udramatisk.
Der findes givetvis enkeltpersoner og -grupper, hvis beskæftigelse er under pres – herunder personer, der er uddannet inden for information, kommunikation og kultur. Men overordnet er det problematisk at tale om et dansk arbejdsmarked i opbrud. For det første er det i strid med fakta. For det andet bidrager det til en nedvurdering af den danske arbejdsmarkedsmodel, som ikke er hensigtsmæssig. Sammenlignet med andre lande har Danmark formået at håndtere globalisering, digitalisering og andre tendenser på arbejdsmarkedet på en måde, hvor rentabel virksomhedsdrift og gode løn- og arbejdsvilkår går hånd i hånd.
Freelancebeskæftigelsen er uændret siden 1990’erne
Der findes ikke en entydig definition på en freelancer, men det er oplagt at se på personer, der arbejder som selvstændige uden ansatte – såkaldt soloselvstændige. Afgrænsningen er oplagt, fordi de pågældende personer arbejder på egen hånd, men ikke er omfattet af den ansættelsesretlige lønmodtagerbeskyttelse, der ligger i lovgivning og kollektive overenskomster.
Figur 1 viser antallet af soloselvstændige relativt til antallet af lønmodtagere fra 1994 til 2019. Andelen af soloselvstændige er faldet fra 6,6 til 5,3 pct. i perioden. Faldet afspejler især enkelte år i midten af 1990’erne. Siden slutningen af 1990’erne har andelen af soloselvstændige ligget nogenlunde konstant på godt 5 pct.
Figur 1 er baseret på Danmarks Statistik indkomstregister (personer med primær indtægt fra hhv. selvstændig virksomhed uden ansatte og lønmodtagerarbejde), men udviklingen er den samme, hvis man benytter andre datakilder. Arbejdsmarkedsstatistikkerne viser entydigt, at der ikke er kommet flere soloselvstændige de seneste 20-30 år.
Der kan spores en tendens til flere soloselvstændige inden for brancher som kultur, information og kommunikation, bl.a. som følge af øget arbejdsudbud i de pågældende brancher. En del af forklaringen på, at der tales om en ”freelancebølge”, er måske, at nogle i disse brancher oplever beskæftigelsesmæssige udfordringer.
Andelen af tidsbegrænset ansatte er faldet med 30-40 pct. siden 1990’erne
Figur 2 viser andelen af tidsbegrænset ansatte fra 1995 til 2020. Opgørelsen vanskeliggøres af databrud i 2016 og 2017 i Danmarks Statistiks arbejdskraftundersøgelse, som ligger til grund for opgørelsen. Man har ændret opgørelsesmetoden, hvilket betyder, at definitionen af, hvad det vil sige at være tidsbegrænset ansat – og dermed niveauet af det, der betragtes som tidsbegrænset ansættelse – er lidt anderledes efter 2016-2017.
Det til trods kan der konstateres et markant fald i andelen af tidsbegrænset ansatte siden 1990’erne. Hvis man kigger på de perioder, hvor det er muligt at sammenligne på tværs af årene – dvs. til og med 2015 samt fra og med 2017 – har reduktionen i tidsbegrænset ansættelse siden 1990’erne været på 30-40 pct.
Udviklingen er lidt overraskende, fordi der i samme periode er sket en udvidelse af orlovsrettighederne i forbindelse med børnefødsler, hvilket kunne antages at skabe flere tidsbegrænsede stillinger i form af barselsvikariater. Men andre faktorer har trukket i den modsatte retning, hvorved andelen af tidsbegrænset ansatte samlet set er faldet.
Flere deltidsansatte siden 1990’erne
Mens andelen af freelancere og tidsbegrænset ansatte har været uændret eller faldende siden 1990’erne, er der sket en vækst i andelen af deltidsbeskæftigede. I 1995 var 21 pct. deltidsansat. I 2020 var det 23 pct. I 2000’erne skete der en udvikling, så deltidsbeskæftigelsen i dag ligger i omegnen af 25 pct., mens den tidligere lå i omegnen af 20 pct., jf. figur 3.
Udviklingen har været diskuteret, dels ud fra en bekymring om, at nogle oplever reduceret indtjening som følge af ufrivillig deltidsbeskæftigelse, dels fordi udbredt deltidsarbejde kan påvirke arbejdsudbuddet negativt.
Baggrunden for væksten i deltidsbeskæftigelsen blev opgjort i Økonomisk redegørelse i 2018. Udviklingen afspejler, at der er kommet flere studerende med bijob, at flere arbejder i fleksjob, samt at flere seniorer og personer med indvandrerbaggrund arbejder på deltid frem for at stå uden for arbejdsmarkedet.
Væksten i deltidsbeskæftigelsen afspejler demografiske (studerende, seniorer) og lovgivningsmæssige (fleksjob) forhold og ikke forskydninger i arbejds- og ansættelsesformer. Det indebærer samtidig, at andelen af deltidsbeskæftigede, der oplyser, at de ufrivilligt arbejder på deltid,
har været uændret eller faldende siden 1990’erne, jf. figur 4.