Beskæftigelse

Danmark rammer arbejdsudbudsloftet før gældsloftet

Debatindlæg

De seneste uger har budt på en stor debat om størrelsen på den offentlige gæld. Men det er den forkerte diskussion. Danmark har sunde offentlige finanser, og selvfølgelig er der plads til lempeligere finanspolitik med stigende gæld under en krise. Det er en no-brainer og bør ikke være til diskussion. Ingen økonom bør være uenig i, at man i disse år skal føre en lempe-lig finanspolitik for at holde hånden under erhvervsliv og beskæftigelse og så leve med en lidt højere gæld.

Den virkelige begrænsning for økonomien i de kommende år er ikke, at den offentlige gæld bliver for høj, men derimod at størrelsen af arbejdsstyrken ikke er tilstrækkelig.

Med et – forhåbentligt – effektivt vaccineprogram og en lempelig finanspolitik igennem 2021, så vil økonomien være oppe i gear igen i løbet af 2022. Her vil vi stå med de samme udfordringer, som før coronakrisen – nemlig mangel på arbejdskraft. Det bliver næppe mangel på efterspørgsel, som holder væksten tilbage i 2022 og frem.

Fortsat lempelig finanspolitik vil ikke have nogen anden effekt end at øge risikoen for overophedning.

Samfundskagen, dvs. vækstmulighederne for de private virksomheder og mulighederne for at udbygge den offentlige sektor, kan kun gøres større gennem strukturreformer. Her er reformer, som øger arbejdsudbuddet og beskæftigelsen, et centralt element.

Selvfølgelig udgør sunde offentlige finanser stadig fundamentet for en velfungerende økonomi. Derfor kan gælden da heller ikke stige i det uendelige. Men holder man fast i budgetlovens bestemmelser, målet om strukturel balance i 2025 og levetidsindeksering af pensionsalderen, så har vi så godt tag i de offentlige finanser herhjemme, at stigende gæld og kortvarige underskud ikke rokker ved, at vi nu og i fremtiden har en solid offentlig økonomi.

Så i stedet for at fortsætte debatten om gældens størrelse og dens betydning for dansk økonomi, burde vi løfte blikket og diskutere, hvordan vi via reformer får styrket beskæftigelsen og økonomien på den anden side af krisen.

Regeringen har indtil nu haft travlt med at trække raske personer ud af arbejdsmarkedet. At statsministeren varsler, at reformer kommer på dagsordenen til sommer, er derfor en glædelig nyhed. At arbejdsudbuddet skal øges med mindst 10.000 personer, er ligeledes fint. Det er alt sammen godt, men ambitiøst ville jeg bestemt ikke kalde det.

De seneste omkring 20 år har skiftende regeringer alle haft en klar målsætning om at gøre Danmark mere velstående blandt andet ved at øge arbejdsudbuddet. Samlet er der siden årtusindskiftet gennemført tiltag, der varigt øger beskæftigelsen med godt 275.000 fuldtidspersoner.

Dette tal står i skarp kontrast til den nuværende regering, som blot sigter efter at gå i nul. Men hvornår er stilstand blevet lig med fremgang? Der er brug for større ambitioner for beskæftigelsen hos den nuværende regering.

Bragt i Børsen den 25. januar 2021

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE