Beskæftigelse

Nye tal på førtidspensions- og fleksjobområdet: Flere skal deltage på arbejdsmarkedet

Artikel

Dansk Arbejdsgiverforening offentliggør ny og opdateret analyse om førtidspensions- og fleksjobområdet. Dataene skal understøtte målet om at få inkluderet flere personer fra kanten af arbejdsmarkedet i arbejdsfællesskabet.

I en ny opdateret analysesamling sætter Dansk Arbejdsgiverforening fokus på førtidspensions- og fleksjobområdet. Med analyser af en lang række talsæt og data sættes der bl.a. spot på reformen af systemerne i 2013 og konsekvenserne af den.

Den samlede analyse viser blandt andet:

  • I Danmark er arbejdsevnen blandt 330.000 18-64-årige fuldtidspersoner vurderet nedsat i et sådant omfang, at de helt eller delvist har forladt arbejdsmarkedet. De modtager enten førtidspension, ledighedsydelse, deltager i ressourceforløb eller arbejder i et fleksjob.
  • Siden reformen af førtidspensions- og fleksjobområdet, der trådte i kraft i 2013, er det samlede antal personer på ordningerne steget med 5 pct., og der er sket en forskydning over mod fleksjob. Antallet på førtidspension er faldet.
  • Med en tilgang på 33.000 personer i 2019 mod 21.000 personer i 2012 har reformen ikke begrænset tilgangen til ordningerne. Danmark har fortsat en høj andel borgere på førtidspension eller i fleksjob sammenlignet med andre lande - herunder Sverige, som har et langt mere simpelt førtidspensionssystem.
  • Fleksjobbere arbejder i dag langt færre timer end tidligere, og mange har ingen økonomisk gevinst ved at øge timetallet. Samtidig er der stor variation i den kommunale praksis inden for både førtidspension, ressourceforløb og fleksjob.

Hvis flere skal deltage på arbejdsmarkedet, er det afgørende at forenkle førtidspensions- og fleksjobområdet væsentligt og styrke de økonomiske incitamenter til beskæftigelse.

Mindst lige så vigtigt er det at fokusere på forebyggelse og forhold forud for tilkendelsen af de langvarige forsørgelsesydelser, herunder på incitamenter, strukturer og indsats i kontanthjælps- og syge-dagpengesystemet.

Dansk Arbejdsgiverforening har derfor en række forslag til, hvordan flere kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet frem for at modtage varig offentlig forsørgelse.

  1. Fleksjobordningen integreres i førtidspensionsordningen
    Førtidspensionen skal være en gradueret sats på 25, 50, 75 og 100 pct. afhængig af den pågældendes arbejdsevne. Deltidsførtidspensionister kan supplere førtidspensionen med arbejdsindkomst eller kontanthjælp.
  2. Revurdering af tilkendte førtidspensioner
    Allerede tilkendte førtidspensioner bør som udgangspunkt revurderes hvert femte år. Nogle af modtagerne af førtidspension kan have fået det bedre i løbet af 5 år, og behandlingsmulighederne kan være blevet forbedret. Førtidspensionister, der slet ikke har en arbejdsevne og uanset hvad ikke vil få det, bør ikke være en del af kravet om revurdering.
  3. Stærkere økonomiske incitamenter til fleksjobbere
    For fleksjobbere i den lavere ende af lønskalaen kan det ikke betale sig at gå op i tid – i nogle tilfælde kan selv en forøgelse fra 6 til 36 ugentlige timer give 0 kr. i gevinst.

Læs hele analysen her.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE