Beskæftigelse
Coronakrisen rammer de privatansatte hårdest
13. oktober 2020
DA Analyse
Der er langt større sikkerhed i ansættelsen blandt offentligt ansatte end blandt privatansatte. Privatansatte er mere udsatte for bevægelser i økonomien, og tilbageslag rammer de privatansatte langt hårdere end de offentligt ansatte. Det er coronakrisen et klart og tydeligt eksempel på.
Nedlukningen af samfundet og den efterfølgende kraftige opbremsning i økonomien har - fra den ene dag til den anden - øget usikkerheden i jobbet blandt privatansatte. Omvendt har de offentligt ansatte haft stor sikkerhed omkring job og løn gennem hele coronakrisen, herunder fået fuld løn under hjemsendelse. Ledighedsrisikoen er ca. 3 gange højere i den private sektor. Når man sammenligner løn- og ansættelsesvilkår i den private og offentlige sektor, bør disse forhold derfor også tages med i ligningen.
Coronakrisen har medført et hårdt tilbageslag i den private beskæftigelse. Fra 1. kvartal til 2. kvartal 2020 er antallet af lønmodtagere faldet med 3,5 pct. i den private sektor. Til sammenligning faldt lønmodtagerbeskæftigelsen kun 0,3 pct. i samme periode for offentligt ansatte. Konjunkturskift rammer således hårdest på det private arbejdsmarked, mens de offentligt ansatte næsten ikke mærker konjunkturtilbageslag.
Billedet var det samme under finanskrisen. Her faldt beskæftigelsen i den private sektor markant over flere kvartaler, mens beskæftigelsen i den offentlige sektor steg, jf. figur 1
Der er med andre ord større jobsikkerhed i den offentlige sektor, og privatansatte har en større risiko for at miste deres job og blive ledige. Beregninger af risikoen for at blive ledig viser, at offentligt ansatte har en lav og stabil ledighedsrisiko på tværs af konjunkturer. Beskæftigede privatansatte har derimod under både høj- og lavkonjunktur større risiko for at blive berørt af ledighed sammenlignet med offentligt ansatte. Især i en situation med konjunkturtilbageslag, som under finanskrisen og nu under coronakrisen, er der langt større risiko for ledighed, hvis man er privatansat, jf. figur 2. I april og maj, hvor coronakrisen var værst, mistede ca. 1 ud af 100 privatansatte deres job.
For private brancher, der især har været præget af nedlukning under coronakrisen, er risikoen for ledighed særlig stor. For branchen ”hoteller og restauranter” var risikoen for at blive berørt af ledighed 0,3 pct. i april 2019, mens den var 2,3 pct. i samme måned året efter – første måned efter coronakrisen begyndte. Det samme mønster gør sig gældende for brancher som ”transport” og ”rejsebureauer, rengøring og anden operationel service”. I offentlige brancher har coronakrisen ikke haft samme indvirkning på ledighedsrisikoen, jf. figur 3.
Ud over at virksomheder i den private sektor har været nødsaget til at afskedige medarbejdere, har mange privatansatte været nødt til at indstille sig på en lavere forventning til deres løn. Mange har oplevet nulregulering, mens nogle har været tvunget til at gå ned i løn for at bevare deres arbejde.
Dette afspejler sig i lønudviklingen for den private sektor. Fra 1. kvartal til 2. kvartal 2020 faldt lønstigningstakten i den private sektor fra 2,5 pct. til 2 pct. Kigger man derimod mod den offentlige sektor, har det pludselige konjunkturomslag ikke haft samme afdæmpning i lønudviklingen. I både 1. og 2. kvartal 2020 har de offentligt ansatte fået lønstigninger på i gennemsnit 2,8 pct. sammenlignet med kvartalet året før. Under finanskrisen var tendensen den samme. Her var lønstigningstakten højere i den offentlige sektor sammenlignet med den private sektor. Konjunkturomslag har dermed ikke samme gennemslag i den offentlige og i private sektor.
Sådan har vi gjort
Opgørelse af ledighedsrisiko
Ledighedsrisikoen er opgjort som andelen af personer med ordinær lønmodtagerbeskæftigelse, der i løbet af den efterfølgende måned bliver berørt af bruttoledighed. Lønmodtagere med ordinær beskæftigelse udgøres i en given måned af lønmodtagere, der ikke samtidig har modtaget nogen offentlig forsørgelsesydelse de seneste 13 uger. For at en person tæller med som berørt af bruttoledighed, skal vedkommende have modtaget en ydelse i løbet af den efterfølgende måned, enten med start i uge et, to, tre eller fire og herefter i minimum fire sammenhængende uger.
Ledighedsrisikoen for den offentlige og private sektor (figur 2) er opgjort på baggrund af en konstrueret sektorvægt. For hver branche (127-gruppering) er der beregnet en vægt ud fra fordelingen af fuldtidsbeskæftigede i den private og offentlige sektor. I underbranchen ”fysio- og ergoterapeuter” (under branchen ”Sundhed og socialvæsen”) var der eksempelvis i 2018 knap 2.200 fuldtidsbeskæftigede i den private sektor og knap 4.300 i den offentlige sektor. Når den samlede ledighedsrisiko opgøres for ”social og sundhedsvæsen” indgår fuldtidsbeskæftigede i den private sektor derfor med ca. en tredjedel for underbranchen ”fysio- og ergoterapeuter”.
Til ledighedsrisikoen fordelt på private og offentlige brancher (figur 3) er sektorvægten ikke anvendt. Her benyttes i stedet for branchefordelingen. Det betyder, at eksempelvis i nogle ”private brancher” vil indgå ansættelsesforhold i den offentlige sektor og omvendt. I branchen ”bygge og Anlæg” er der eksempelvis 1 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, som er beskæftiget i den offentlige sektor. Tilsvarende gælder det for knap 4 pct. i branchen ”hoteller og restauranter”. Det er derfor hovedsageligt privatansatte, der hører til brancherne angivet med ”private brancher”. Når det kommer til de ”offentlige brancher” er andelen af privatansatte dog lidt større. I branchen ”sundhed og socialvæsen” er der eksempelvis 14 pct. af de fuldtidsbeskæftigede, der er ansat i den private sektor. Tilsvarende for knap 5 pct. i branchen ”offentlig administration, forsvar og politi” og knap 18 pct. i ”undervisning”.