Beskæftigelse

Jobfremgang i den offentlige sektor skærper udfordringen med mangel på arbejdskraft

DA Analyse

Det er den private sektor, der de seneste fem år har båret beskæftigelsesfremgangen. Men det billede er ved at ændre sig. I 2018 er den offentlige beskæftigelse indtil videre steget med 6.000. Hvis udviklingen fortsætter, kan det forværre manglen på arbejdskraft for de danske virksomheder.

Opsvinget i dansk økonomi siden midten af 2013 har hidtil været karakteriseret ved, at det er den private beskæftigelse, som har været stigende. Den offentlige beskæftigelse har stort set været uændret – endda med et svagt fald.

Det har betydet, at stigningen i arbejdsudbuddet siden 2013, som blandt andet skyldes de reformer, der er gennemført, alene er gået til at løfte den private beskæftigelse.

Den private beskæftigelse har derfor kunnet stige langt kraftigere end ellers, uden at økonomien er blevet overophedet – med en svækkelse af konkurrenceevnen og et kraftigt tilbageslag i økonomien som følge.

Den offentlige beskæftigelse stiger igen

I 2018 er der imidlertid tegn på, at der igen er fremgang i den offentlige beskæftigelse. Hidtil i 2018 (de første 8 måneder) er den offentlige beskæftigelse steget 6000 personer.

Den offentlige sektor står for en stigende andel af beskæftigelsesfremgangen

For dansk økonomi er den fornyede fremgang i den offentlige sektor dårligt nyt. Den private sektor melder i forvejen om udpræget mangel på arbejdskraft – i både industrien og byggeriet er indikatorerne på niveau med perioden op til finanskrisen, hvor dansk økonomi var overophedet.

I en tid, hvor en af de vigtigste opgaver for den økonomiske politik er at holde en stram kurs i finanspolitikken, er denne udvikling uhensigtsmæssig og dårlig timet. Derfor er det essentielt, at regeringen i finanslovsforhandlingerne har fokus på at holde de offentlige udgifter i ro. Det skal ikke mindst ses i lyset af, at der er historisk gode beskæftigelsesmuligheder netop nu. Derfor er der ikke er brug for, at den offentlige sektor efterspørger yderligere arbejdskraft.

Hvis udviklingen i den offentlige beskæftigelse ikke holdes i ro, men fortsætter i det nuværende tempo i de kommende år, vil det begrænse virksomhedernes produktion på grund af mangel på arbejdskraft. Det vil hæmme vækst og velstand i Danmark.

Samtidig vil det indebære en øget risiko for overophedning af dansk økonomi allerede i 2019/2020. Sidste gang dansk økonomi var overophedet kostede det godt 160.000 lønmodtagerjob.

Læs mere om

BESKÆFTIGELSE