
Arbejdsmiljø og sundhed
Medarbejderne har også et ansvar for arbejdsmiljøet
7. oktober 2025
Debatindlæg
Når medarbejdere får større frihed og indflydelse, følger også et ansvar for fællesskabet. Klarere regler og fælles forståelse kan styrke samarbejdet – og forebygge ulykker.
Af Maria Bille Høeg, politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i Dansk Arbejdsgiverforening
Fleksibilitet og indflydelse i arbejdslivet er i dag en selvfølge på mange arbejdspladser – og med god grund. Vi er blevet mere specialiserede, uddannelsesniveauet stiger, og medarbejdere ønsker i stigende grad selv at forme deres arbejdsliv. Det ønsker mange arbejdsgivere at imødekomme. Det styrker motivationen, skaber trivsel – og det kan måles.
Arbejdstilsynets undersøgelser viser, at medarbejdere med høj indflydelse på egne opgaver generelt har lavere sygefravær og trives bedre. Undersøgelsen peger også på, at kollegialt ansvar og hjælpsomhed bidrager positivt til arbejdsmiljøet.
Men med øget frihed følger også øget ansvar. Et godt arbejdsmiljø handler ikke kun om ledelsen – det kræver engagement fra alle på arbejdspladsen. Det gælder også medarbejderne.
Utydelige regler om medarbejdernes ansvar
Desværre er arbejdsmiljølovgivningen i dag uklar, når det kommer til medarbejdernes pligter. Det kan være svært for den enkelte medarbejder at gennemskue sine forpligtelser – og vide hvordan man selv skal handle i praksis. Arbejdsgiverne oplever, at mange ansatte slet ikke er klar over, hvilke forpligtelser de har i forhold til arbejdsmiljøet. Det kan have alvorlige konsekvenser – både for den enkelte og for kollegerne.
EU’s rammedirektiv er langt tydeligere. Her fremgår det klart, at den ansatte har pligt til at tage hensyn til både egen og andres sikkerhed og sundhed. I dansk lovgivning er det reduceret til en mere uklar pligt til at “medvirke” til et forsvarligt arbejdsmiljø – en formulering, der først for alvor får betydning, når en sag havner i retten.
Klarhed skaber samarbejde – og forebygger ulykker
Derfor er der behov for klarere regler og bedre vejledning. Ikke for at placere skyld, men for at styrke samarbejdet om arbejdsmiljøet. Når både ledelse og medarbejdere forstår deres roller og pligter, kan de sammen forebygge problemer, før de opstår.
Derfor er det vigtigt for DA at slå fast, at vi ikke forsøger at fralægge os ansvar. Arbejdsgiveren har det overordnede ansvar for arbejdsmiljøet. Men arbejdsmiljøet bliver kun godt, hvis alle bidrager – også medarbejderne.
Arbejdstilsynet bør spille en større rolle
Vi opfordrer til, at Arbejdstilsynet får et tydeligere mandat og bedre værktøjer til at vejlede ikke kun arbejdsgivere, men også medarbejdere, om deres ansvar. Når Arbejdstilsynet besøger arbejdspladser, bør dialogen om arbejdsmiljø derfor omfatte hele arbejdsfællesskabet.
Hvis vi fortsat skal have et arbejdsmarked med et arbejdsmiljø i verdensklasse, skal vi turde tale åbent om, at også medarbejdere har et ansvar. Det skal være en integreret del af arbejdsmiljøindsatsen. Først da lykkes vi med at skabe sunde og sikre arbejdspladser for alle.
Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 7. oktober 2025.