Arbejdsmiljø og sundhed
Vi løser ikke (kun) stressepidemien på arbejdspladserne
29. marts 2024
Debatindlæg
Virksomhederne spiller en vigtig rolle i forhold til at forebygge stress, men alene kan de ikke løse et problem, der præger hele samfundet.
Af Christina Sode Haslund, politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i Dansk Arbejdsgiverforening.
Når du åbner morgenaviserne, så er siderne ofte fyldt med historier om, hvordan vi danskere bliver stadigt mere stressede. Dette gælder ikke mindst i løbet af den seneste uge, hvor vi har hørt om, hvordan stress blandt danskerne koster milliarder af kroner årligt. Det er altså tale om en udfordring, der koster både den enkelte, virksomhederne og samfundet dyrt.
Løsningsforslagene er næsten lige så talrige som artiklerne, men kredser ofte om, at mindre arbejde skulle være vejen til et stressfrit liv. For der er tilsyneladende en bred konsensus om, at det er vores arbejde alene, der gør os stressede. Men er det nu også rigtigt, at årsagen til samfundets tiltagende udfordringer med stress skal findes i vores arbejde?
Det tyder de tilgængelige undersøgelser ikke på.
Data peger pilen i retning af mere end arbejdspladsen
Når man kigger i ’Danskernes Sundhed’ og ser på de grupper i samfundet, der er mindst ramt af stress, så er det beskæftigede og folkepensionister. Dem under uddannelse, uddannelsessøgende og arbejdsløse oplever markant mere stress. Ser man på de forskellige generationer i samfundet er det i høj grad de unge mellem 16-24 år og 24-34 år, som er mest stressede. Store dele af disse grupper er end ikke trådt fuldt og helt ud på arbejdsmarkedet endnu.
Bevæger vi os over i arbejdsmiljøforskningen, kan man i Arbejdstilsynets tal se, at der de seneste år er sket en lille stigning i oplevelsen af faktorer, der vedrører arbejdspres. Men samtidig er der sket en markant stigning i oplevelsen af stress. Noget af den stigning må altså komme af noget andet.
Der må altså være noget andet og mere på spil.
Når jeg fremhæver dette ’andet og mere’ er det ikke for at negligere virksomhedernes ansvar. Tværtimod. Virksomhederne har et stort ansvar og størstedelen af virksomheder sætter også en stor ære i at løfte deres ansvar både nu og fremtiden. Det er vigtigt, at det arbejde fortsætter, for arbejdspladsen er og kan være en velegnet arena til at fremme danskernes mentale sundhed.
Virksomhederne har en pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges og tilrettelægges, så påvirkningerne i det psykiske arbejdsmiljø ikke er en risiko for de ansattes sikkerhed og sundhed. Ellers afgiver Arbejdstilsynet et påbud. Sådan skal det også være.
Det sker heldigvis yderst sjældent, at Arbejdstilsynet træffer afgørelser om arbejdsmiljøproblemer, der skyldes for stor arbejdsmængde og tidspres. I 2023 gennemførte Arbejdstilsynet 46.236 tilsyn, hvor af de 44 gange traf afgørelse om for stor arbejdsmængde og tidspres – men det er stadig 44 for mange, og de virksomheder skal selvfølgelig rette ind.
Alligevel siger det noget om, at langt størstedelen af virksomhederne arbejder intenst med det psykiske arbejdsmiljø. Så hvorfor oplever vi så så voldsom en stressepidemi disse år?
Stressudfordringen skal løses på flere planer
Jeg tror, at vi bliver nødt til at se på rammerne for det hele liv. Altså både det der sker på arbejdspladsen og det, som ligger udover arbejdet. For når stadig flere danskere føler sig stresset, vil årsagen ofte være en blanding af flere forskellige ting.
Mange af os med småbørn – jeg selv inklusiv – kender eksempelvis til praktikken i at få tingene til at gå op med at bringe og hente børn. Til tider er det hårdt at være småbørnsfamilie. Tidligere i min karriere var det overskueligt at blive en time længere på kontoret de dage, hvor der var lidt ekstra pres på, og så måske holde en forlænget weekend eller gå tidligt i mere rolige perioder.
Det er ikke længere en mulighed, og nu er jeg mere afhængig af, at mit arbejde ligger tæt på børnehaven, at jeg er tryg ved, at min dreng trives i institutionen, og ikke mindst åbningstiderne.
Arbejdspladsen skal selvfølgelig sikre, at den enkelte ikke har for mange arbejdsopgaver på sit bord og at der arbejdes med realistiske deadlines. Men arbejdspladsen kan hverken gøre fra eller til, hvis kommunen – som det ses flere steder for tiden – skærer ned i børnehavens åbningstider. Eller hvis ens barn kommer i en institution langt fra arbejde eller hjem, der kræver transporttid.
Hvis det hele liv skal gå op, er det afgørende, at vi indretter samfundet, så det giver mulighed for at vi kan have et godt liv med karriere, venner, familie og foreningsliv. Det kræver, at vi løbende sørger for at justere vores forventninger til, hvad vi kan nå. Men det kræver også, at samfundet understøtter det.
Handler stigningen i antallet af stressramte i virkeligheden også om, at åbningstiderne i vores institutionerne er for snævre – og nu står til at blive endnu kortere mange steder? Eller handler det om den voksende individualisering og præstationsorientering, vi har i samfundet? Handler det om stigende inaktivitet og deraf mindre mentalt overskud? Handler det om, at vi bliver stresset af en stigende ensomhed? Handler det om FOMO (fear of missing out, red.)? Eller måske noget helt sjette?
Svaret er nok ikke så simpelt, og der er ingen tvivl om, at virksomhederne i den grad har et ansvar for at være opmærksomme på, hvordan de på bedst mulig vis kan hjælpe deres medarbejdere til en stressfri arbejdsdag. Men vi kommer ikke til at vende den negative tendens til stress, hvis vi forventer, at virksomhederne alene kan løse et problem, der grundlæggende er i hele samfundet – også uden for arbejdsarenaen. Og vi vender heller ikke udviklingen ved at lade være med at arbejde.
Kort sagt skal vi sammen skabe de bedste rammer om et mere bæredygtigt helt liv.
Kronik bragt i Politiken den 29. marts 2024.