Nej, vi skal ikke have kvoter for tykke mennesker

Arbejdsmiljø og sundhed

Nej, vi skal ikke have kvoter for tykke mennesker

Debatindlæg

Vi skal ikke regulere, hvad den enkelte gør. Men vi svigter som samfund, hvis ikke vi sætter ind og forsøger at løfte folkesundheden.

For nogle uger siden lancerede DA et nyt sundhedsudspil, hvor vi med fem forslag kom med et opråb om at få sat fokus på danskernes sundhed.

Udspillet fik stor opmærksomhed både fra politikere, sundhedsaktører, fagbevægelsen og ikke mindst den almindelige dansker. Blandt andet fordi arbejdsgiverne nu gik ud og mente noget om danskernes sundhed, men i høj grad også fordi det hed sig, at vi i DA ønsker kvoter for usunde danskere.

Lad mig derfor slå fast én gang for alle: DA foreslår ikke kvoter for tykke mennesker og rygere. Og DA foreslår heller ikke lovgivning, der tvinger dig og din bedre halvdel i matchende joggingtøj ud på morgenløbeture mindst tre gange om ugen. Endeligt foreslår DA heller ikke, at din chef kontrollerer dine sundhedsvaner.

Det, vi til gengæld foreslår, er, at man på nationalt plan udarbejder en række måltal for danskernes sundhed, så alle aktører på sundheds- og forebyggelsesområdet kan arbejde i en fælles retning. De måltal skal understøttes af en strategi for, hvordan vi får løftet danskernes sundhed, så flere danskere træffer sundere livsstilsvalg.

Vi vil altså ikke regulere, hvad den enkelte gør. Men vi er nødt til at have en debat om, at det betyder faktisk noget, hvad vi spiser og drikker samt hvor meget vi bevæger os. Ambitionen er med andre ord, at vi sammen skal arbejde for at få nogle bedre tal på sundhedsområdet inden for områder, vi allerede monitorer.

Vi skal alle blande os

Men kan arbejdsgiverne overhovedet tillade sig at blande sig i danskernes sundhed? Ja, det mener vi – og det mener vi, fordi vi kan se, at det går den forkerte vej med danskernes sundhed. Derfor er det faktisk ikke kun arbejdsgiverne, men os alle sammen, der skal blande os i debatten.

For en dalende sundhed i befolkningen koster alle dyrt – både den enkelte, virksomhederne og samfundet. Sygdomme, som kan forebygges med en sundere livsstil, koster i dag milliarder af kroner i tabt produktion og ekstra sundhedsudgifter. De omkostninger vil kun stige, hvis vi ikke får gjort noget ved folkesundheden.

Så når vi ser et behov for at råbe op om et løft af folkesundheden, handler det både om den enkeltes livskvalitet, men selvfølgelig også om at vi som arbejdsgivere har brug for en arbejdsstyrke, der er sund og kan blive mange år på arbejdsmarkedet. Det er både et bærende element for virksomhedernes konkurrenceevne og dansk økonomi og velfærd generelt.

Sandheden er desværre, at mange af os lever for usundt, og derfor mener vi, det er vigtigt at udvise rettidig omhu, og at vi som samfund forsøger at give en hjælpende hånd, så det bliver lettere at træffe sundere livsstilsvalg, som kan bidrage til nogle bedre vaner tidligere i livet.

Det er den debat, vi gerne vil åbne. Og det er den samtale, vi – med vores udspil som et konstruktivt indspark – håber, vi kan sætte gang i og fortsætte. Det, mener vi, er det ansvarlige at gøre.

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten den 29. maj 2024.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED