Arbejdsmiljø og sundhed

Mangel på medarbejdere går ud over trivslen på arbejdspladserne

DA Analyse

Overarbejde, dårligere kvalitet, mindre efteruddannelse, stress og hårdere tone på arbejdspladsen. Det er blot nogle af konsekvenserne af mangel på kollegaer, som beskæftigede oplever. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har udarbejdet for DA.

6 ud af 10 beskæftigede har gennem det seneste år oplevet, at de eller deres kollegaer skulle ”løbe hurtigere” eller arbejde mere, fordi de var for få medarbejdere på arbejdspladsen, jf. figur 1.

Det viser en ny, repræsentativ undersøgelse, som Epinion har gennemført for DA blandt 2.007 danskere i den erhvervsaktive alder.

 

Mangel på medarbejdere opleves således på mange arbejdspladser, hvilket i mange tilfælde medfører overarbejde, dårligere kvalitet i opgaveløsningen, eller at uddannelsesaktiviteter bliver nedprioriteret.

Således svarer 29 pct. af de beskæftigede, at medarbejderne bliver bedt om at arbejde over som følge af mangel på kollegaer, ligesom 25 pct. angiver, at de oplever, de bliver nødt til at levere produkter eller services af dårligere kvalitet, jf. figur 2.

Lidt under 20 pct. oplyser, at efteruddannelse og medarbejderudvikling bliver nedprioriteret på arbejdspladsen, og nogenlunde samme andel svarer, at der anvendes flere vikarer end normalt for at håndtere manglen på medarbejdere.

Omkring en tredjedel af de beskæftigede svarer, at deres arbejdsplads ikke mangler medarbejdere, eller at de ikke har oplevet nogle af de angivne konsekvenser af medarbejdermangel.

 

Den enkelte medarbejder rammes af tidspres, overarbejde og stress

Udover de generelle konsekvenser, som manglen af medarbejdere har for arbejdspladsen, har manglen også store konsekvenser for den enkelte medarbejders trivsel.

En stor andel af de beskæftigede, som gennem det seneste år har oplevet travlhed på grund af for få kollegaer, svarer således, at det har haft en eller flere negative konsekvenser for dem. Over 40 pct. af de adspurgte svarer, at de ikke når deres opgaver, arbejder flere timer eller oftere føler sig stresset, fordi de mangler en kollega, jf. figur 3.

Af andre negative konsekvenser peger mere end 3 ud af 10 på, at de løser deres opgaver til en lavere kvalitet, at de oplever at være konstant bagud, eller at der er en dårligere eller hårdere tone på arbejdspladsen. Mangel på medarbejdere betyder også, at mange beskæftigede har svært ved at bevare en god work-life balance eller lægge arbejdet fra sig i fritiden.

Selvom virksomhederne allerede gør en stor indsats for at sikre skabe et godt arbejdsmiljø og god trivsel på arbejdspladserne, så viser undersøgelsen, at de er udfordret af den vedvarende mangel på medarbejdere.

Konsekvensen af mangel på medarbejdere rammer således ikke kun virksomhederne produktion og vækst, men også trivslen blandt medarbejdere.

 

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED