Gamle regler kan godt erstattes af sund fornuft

Arbejdsmiljø og sundhed

Gamle regler kan godt erstattes af sund fornuft

Debatindlæg

Flere unge skal opleve værdien af et fritidsjob. Men det kræver opgør med gamle og utidssvarerende arbejdsmiljøregler,

Af Christina Sode Haslund, politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i Dansk Arbejdsgiverforening.

Arbejdsmiljøreglerne skal ændres, hvis vi vil have flere unge i fritidsjob - og det kan vi godt uden at slække på sikkerheden.

Derfor er det billede, som to fagfolk tegnede i A4 Arbejdsmiljøs artikel den 17. april ikke retvisende. Faktisk drager de desværre en del fejlslutninger.

Artiklen bliver bragt i forlængelse af DA’s nyligt lancerede fritidsjob-udspil, hvor flere politiske partier har været ude og bakke op om behovet for at kigge på de bureaukratiske og kringlede arbejdsmiljøregler, der spænder ben for, at flere unge kan få et fritidsjob.

I DA har vi, fremlagt et udspil med 13 forslag, der skal bringe flere unge i fritidsjob. I det udspil har vi fire konkrete forslag til ændringer af arbejdsmiljøreglerne for ungarbejdere, som vi mener, vil give langt bedre mulighed for, at virksomhederne kan udbyde fritidsjob – uden at vi går på kompromis med sikkerheden.

Reglerne skal følge med tiden

For DA er det helt centralt, at unge kommer ud på et sundt og sikkert arbejdsmarked. Det er ikke i nogens interesse at give unge en skidt start på arbejdslivet. For vi har brug for dem på arbejdsmarkedet i mange årtier.

Derfor er det helt centralt for os at understrege, at vi ikke mener, at vores forslag vil medføre flere ulykker og arbejdsskader – eller ligefrem stress og mistrivsel, som også nævnes i artiklen.

Vores forslag vil gøre op med gamle regler, der er lavet i en tid, hvor fx maskiner var langt mere usikre og farlige at bruge, end de er i dag. Men det ændrer ikke ved, at arbejdsgiverne – som altid – skal foretage en risikovurdering med udgangspunkt i de unges manglende erfaring og bevidsthed om risici.

Med andre ord forslår vi, at man i langt højere grad bruger sund fornuft, god oplæring og instruktion samt en konkret risikovurdering af de unge i forhold til arbejdsopgaver og maskiner. Ikke en liste med 10 arbejdsopgaver, som Arbejdstilsynet har lavet i 1990’erne.

Når vi har regler, der forbyder unge at arbejde med stort set alle maskiner, er det udtryk for, at arbejdsmiljøreglerne er skrevet i en tid, hvor fx en gulvvaskemaskine måske havde åben adgang til de roterende dele. Selvfølgelig skal unge ikke arbejde med faglige maskiner, men vi skal huske, at der er sket meget på de snart tre årtier, der er gået siden, at reglerne blevet skrevet. Og i dag er gulvvaskemaskinen aflukket og i øvrigt udstyret med automatisk stop.

Vi mener det er helt naturligt, at arbejdsmiljøreglerne skal følge den tekniske udvikling i samfundet. Det er faktisk også et bærende princip i Arbejdsmiljøloven § 1.

Ingen tegn på at fritidsjob skulle skabe mistrivsel

Sidst, men ikke mindst, ønsker vi på ingen måde med vores fritidsjobudspil at sende unge ud i en ond spiral af stress og mistrivsel – snarere det modsat. Vi er faktisk meget optaget af udviklingen i unges mentale trivsel og helbred – både fordi den enkelte unge ikke er tjent med et dårligt ungdomsliv, men også fordi mistrivsel desværre sætter sig varige spor i deres voksenliv og dermed deres uddannelse og job.

Men at sammenkæde mistrivslen med fritids- eller studiejob mener vi er en forkert fortolkning af data. Det er helt rigtigt, at unge mellem 18-29 år er den gruppe i samfundet, der oftest oplever at være stresset, og hvor flest mistrives. Men der er absolut intet i data, der peger på, at det skyldes deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Når vi ser på unge med studiejob, viser det sig, at færre af de unge med over 8 timers arbejde om ugen er stresset end dem med under 8 timers arbejde om ugen. I øvrigt er elever og lærlinge – der lægger endnu flere timer – endnu mindre stresset. Så det er ikke korrekt at konkludere, at flere unge i fritidsjob vil betyde flere stressede unge.

Det er vigtigt, at forskere og eksperter inddrages i den vigtige drøftelse af unge og fritidsjob – og vi er ligesom de to fagfolk meget optaget af, at de unge skal arbejde under ordnede forhold med et højt sikkerhedsniveau. Men det mener vi nu også går hånd i hånd i vores udspil.

Debatindlæg i A4 Medier bragt den 26. april 2024.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED