
Arbejdsmiljø og sundhed
Regler for arbejdsmiljø skal skabe værdi – ikke papirnusseri
5. august 2023
Debatindlæg
Der er brug for en tidssvarende og gennemskuelig arbejdsmiljøregulering, så der kan frigives tid til arbejdsmiljøarbejdet.
Af Christina Sode Haslund, politisk chef for arbejdsmiljø og sundhed i Dansk Arbejdsgiverforening.
I dag skal virksomhederne i deres arbejdsmiljøarbejde navigere i et hav af regler, tæt på 100 bekendtgørelser og endnu flere vejledninger.
Det er hverken fornuftigt eller hensigtsmæssigt. For virksomhedernes tid skal bruges på at styrke arbejdsmiljøet – ikke på at finde rundt i en jungle af indviklede regler om at dokumentere møder og tage referater.
Derfor er der brug for, at vi får lavet en tidssvarende og gennemskuelig arbejdsmiljøregulering, som frigiver tid til det vigtige arbejdsmiljøarbejde. Det kræver for det første et stort oprydningsarbejde, men det kræver også en ny måde at anskue arbejdsmiljøregulering på.
Der skal være en mening med galskaben
Det er vigtigt, når man i fremtiden indfører nye regler, at de skal have effekt på arbejdsmiljøet. Der har de seneste år været en sund udvikling, hvor Arbejdstilsynet har arbejdet på at forenkle, rydde op og modernisere sine mange regler. Det udviklingsspor er det vigtigt at fortsætte.
Samtidig er det vigtigt, at vores politikere også modstår fristelsen til – når der i pressen kommer en sag frem, om en virksomhed, der har set stort på reglerne – at ville løse den konkrete sag ved at finde på nye regler oveni dem, vi allerede har.
For sandheden er, at det lille mindretal af virksomheder, der bevidst bryder reglerne og som skaber problemerne, jo næppe pludselig bliver lovlydige, fordi der kommer endnu en regel oveni alle de andre.
Omvendt kan man være sikker på, at det store flertal af virksomheder, der allerede har et godt arbejdsmiljø, og som følger reglerne, får endnu en administrativ byrde i deres arbejdsmiljøarbejde – og højst sandsynligt er resultatet mere papirarbejde og ingen eller lille effekt på deres i forvejen gode arbejdsmiljø.
Løsningen ligger i stedet i at sørge for et målrettet og konsekvent tilsyn, der lægger pres på de enkelte virksomheder, der ikke kan og vil det gode arbejdsmiljø. Reglerne har vi allerede. Og vi har ikke for få, snarere for mange.
Bragt i Berlingske den 5. august 2023.