Arbejdsmiljø og sundhed

Arbejdstilsyn: Godt arbejdsmiljø i danske virksomheder

Artikel

Tal fra mere end 10 års tilsyn viser, at langt de fleste virksomheder i Danmark har et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynets egne tal fra de seneste års tilsynsindsatser dokumenterer sort på hvidt, at det store flertal af virksomheder lever op til kravene om et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Da Arbejdstilsynet i årene 2005-2011 screenede arbejdsmiljøet på alle landets arbejdspladser, fandt de, at arbejdsmiljøet var i orden på næsten 9 ud af 10 virksomheder.

Fra år 2012 og frem har Arbejdstilsynet ikke systematisk ført tilsyn på alle landets virksomheder, men har i stedet udpeget de virksomheder til tilsyn, hvor er risikoen for at finde overtrædelse af arbejdsmiljø er størst.

Selv med den mere målrettede udpegning siden 2012 har der højst vist sig at være påbud om arbejdsmiljøet på hver fjerde virksomhed - i nogle år på mindre end hver femte. Det viser en redegørelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalg. I samme periode har tilfældige stikprøver fortsat vist, at der ikke er grundlag for påbud om arbejdsmiljøet på næsten 9 ud af 10 danske virksomheder.

"Det er naturligvis ikke fuldt tilfredsstillende, at alle virksomheder ikke overholder de regler, der gælder på arbejdsmiljøområdet, men det står klart, at det er et lille mindretal, der ikke har helt styr på reglerne", siger chefkonsulent Jens Skovgaard Lauritsen.

Påbud betyder ikke dårligt arbejdsmiljø

Langt de fleste virksomheder i Danmark er små og har under 10 ansatte. De skal alle navigere i mere end 100 bekendtgørelser, der hver især har en stribe paragraffer, der ikke altid er lige enkle at forstå.

Mange af reglerne på arbejdsmiljøområdet består af generelle forsvarlighedsbestemmelser. Selv grundlæggende krav til virksomhederne er fomuleret i generelle vendinger, såsom at forholdene skal være "forsvarlige", eller at forebyggelsen skal være "tilstrækkelig" eller "egnet".

"Det gør det til lidt af en gætteleg for mange små virksomheder at regne ud, hvornår man har forebygget godt nok.”

Der er altså sjældent klare, håndfaste retningslinjer, hvor virksomhederne kan slå op og se, om det, de har gjort, er godt nok. Et påbud fra Arbejdstilsynet vil derfor også ofte handle om, at den tilsynsførende lægger en lidt anden konkret vurdering til grund, end den virksomheden har foretaget.

”Det er altså ikke nødvendigvis ond vilje hos arbejdsgiveren, når Arbejdstilsynet på en lille virksomhed finder en regel, der ikke er overholdt", siger Jens Skovgaard Lauritsen.

Ingen effekt af påbud

Men Arbejdstilsynets vurdering er ikke altid et udtryk for, at der så er en reel risiko i arbejdsmiljøet. Arbejdstilsynets egne effektanalyser, som blev udarbejdet til Ekspertudvalget om udredning af arbejdsmiljøindsatsen, viser nemlig, at der ikke kan dokumenteres nogen effekt på sygefraværet på virksomheder, som Arbejdstilsynets giver påbud om det fysiske eller psykisk arbejdsmiljø.

Der er heller ingen effekt af Arbejdstilsynets påbud om ulykkesrisici på den efterfølgende forekomst af ulykker.

"Det tyder altså på, at virksomhederne i praksis har godt styr på at forebygge de reelle risici i arbejdsmiljøet", siger Jens Skovgaard Lauritsen.

Virksomhederne prioriterer arbejdsmiljøet højt

Danske virksomheder har gennem de seneste år styrket deres arbejdsmiljøindsats.

En ny virksomhedsanalyse, også udarbejdet til Ekspertudvalget om udredning af arbejdsmiljøindsatsen, viser, at tre fjerdedele af danske virksomheder selv opsøger viden eller får rådgivning om arbejdsmiljø.

Undersøgelsen viser også, at 4 ud af 10 virksomheder har opprioriteret arbejdsmiljøindsatsen de seneste tre år.

”Det peger samlet på, at vi har et godt og sundt arbejdsmiljø, og at der er en stærk arbejdsmiljøkultur på virksomhederne”, siger Jens Skovgaard Lauritsen.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED