Kontakt og presse

DA FÅR NY FORMAND

Pressemeddelelse

Martin Danielsen er i dag blevet valgt til ny formand for Dansk Arbejdsgiverforening. Han er til daglig direktør i den fynske virksomhed Schou-Danielsen Logistik.

DA’s bestyrelse har i dag valgt ny formand. Det bliver den 51-årige Martin Danielsen, som afløser Lisbeth Dalgaard Svanholm, der fratræder efter fem år på posten. Martin Danielsen er til daglig direktør for den fynske transportvirksomhed Schou-Danielsen Logistik og har siden 2014 været formand for DTL – Danske Vognmænd og er også medlem af forretningsudvalget i Dansk Erhverv.

Martin Danielsen glæder sig til at stå i spidsen for de private danske arbejdsgiveres hovedorganisation og dermed arbejde for, at det hele tiden bliver mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark. Han fremhæver især DA’s afgørende rolle i forhold til at koordinere overenskomstforhandlingerne på arbejdsgiversiden.

- Derudover er en af DA’s vigtigste opgaver at påvirke de politiske beslutningsprocesser, så danske virksomheder kan have den stærkest mulige konkurrenceevne. Her er det ikke mindst helt afgørende, at virksomheder over hele landet har adgang til den kvalificerede arbejdskraft, som de har brug for – til gavn for både erhvervslivet og det danske samfund, siger Martin Danielsen.

Han er en stærk tilhænger af den danske model på arbejdsmarkedet og hylder vigtigheden af, at det er lønmodtagerne og arbejdsgiverne, som aftaler løn og arbejdsvilkår på de danske arbejdspladser. Og det er helt afgørende, at både Folketinget og EU holder sig fra unødig indblanding på det danske arbejdsmarked, mener Martin Danielsen.

Han sender samtidig en varm tak til sin forgænger, Lisbeth Dalgaard Svanholm, som blev valgt til formand for DA i december 2018.

- Lisbeth har været en stærk og meget værdsat formand for DA, og jeg vil gøre mit ypperste for at løfte den tunge arv efter hende, siger Martin Danielsen.

Kort om Martin Danielsen:

·         Født 23. januar 1972

·         Opvokset og bosat i Langeskov på Fyn

·         Uddannet cand. merc. i finansiering og regnskab ved Syddansk Universitet

·         Direktør i Schou-Danielsen Logistik med hovedkvarter i Odense

·         Formand for DTL – Danske Vognmænd siden 2014. Inden da næstformand i DTL

·         Medlem af forretningsudvalget i Dansk Erhverv

Billeder i høj opløsning:

Martin Danielsen - Bredformat

Martin Danielsen - Højformat

Martin Danielsen - Profil

Læs mere om

KONTAKT OG PRESSE