Uddannelse og kompetencer
Unges fremtid må ikke afhænge af, hvilken kommune de vokser op i
7. november 2025
Debatindlæg
Når næsten hver syvende ung forventes at stå uden en ungdomsuddannelse, er det vigtigt, at kommunerne tager et medansvar for at vende udviklingen.
- Af Jannik Bay, uddannelses- og integrationschef i Dansk Arbejdsgiverforening.
Forestil dig to 15-årige elever. Den ene bor i Virum, den anden i Vordingborg. De har begge drømme, potentiale og teenageusikkerhed. Men ifølge Børne- og Undervisningsministeriets profilmodel er chancen for, at de begge får en ungdomsuddannelse, langt fra ens.
Profilmodellen er en fremskrivning af, hvordan ministeriet forventer, at en ungdomsårgang vil uddanne sig. Modellen viser, at 14,6 procent af årgangen, der afsluttede 9. klasse i 2023, forventes at stå uden en ungdomsuddannelse om ti år. I 2018 var tallet 12,3 procent. En klar bevægelse i den forkerte retning. Og bag de procenter gemmer der sig unge mennesker – ikke statistik. Det er forskelle, der risikerer at trække et skel mellem land og by – at opdele unge i dem med og dem uden en ungdomsuddannelse.
Det er let at sige, at de unges baggrund spiller ind. At nogle har sværere odds hjemmefra. Det er også sandt. Men det ville være en falliterklæring, hvis vi lod stå til – for vi kan faktisk gøre noget.
Kommunerne spiller en nøglerolle. De kan gøre forskellen på, om en ung får troen på sig selv, finder glæden ved at lære og får mod på uddannelse – eller ej.
Tre veje til bedre fremtidsmuligheder
For det første er der behov for en mere varieret og mindre akademisk folkeskole. Det handler om mere praksisfaglig undervisning. Det er nødvendigt for nogle, men godt for alle. Når elever får lov til at bygge, eksperimentere, løse rigtige problemer og bruge hænderne sammen med hovedet, bliver undervisningen mere motiverende. Det ser vi bl.a. gennem DA’s initiativ Åben Virksomhed, hvor der er talrige eksempler på forløb, hvor elevernes engagement styrkes, samtidig med at de får en bredere forståelse af, hvordan fagligheden kan omsættes i praksis.
For det andet har kommunerne en vigtig opgave i at implementere obligatorisk erhvervspraktik og juniormesterlære. Her får eleverne lov at mærke, hvordan skolefagene hænger sammen med virkeligheden – og hvordan de selv passer ind i den. For mange unge er det første gang, de oplever, at de faktisk kan noget, som andre har brug for, og at de finder noget, som de brænder for.
For det tredje bør fritidsjob være en del af den kommunale ungeindsats. Et fritidsjob er ikke bare en ekstra indtægt for den unge – det er et springbræt, der giver værdifulde erfaringer, som styrker både personlige og faglige kompetencer. Det lærer unge at møde til tiden, tage ansvar og samarbejde. De oplever, at de kan gøre en forskel, og at det betaler sig at yde en indsats.
Fra tal til handling
Tallene i profilmodellen er en advarsel, men også en opfordring. Vi kan ikke acceptere, at postnummeret skal afgøre ens fremtidsmuligheder. At styrke unges muligheder er ikke et socialt projekt – det er et fælles samfundsansvar for at sikre sammenhængskraften på tværs af landet.
Derfor bør kommende kommunalpolitikere sætte en klar ambition: At flere unge får lyst, mod og mulighed for at uddanne sig – uanset hvor de vokser op.
Debatindlæg bragt i Avisen Danmark 7. november 2025.