Arbejdsmiljø og sundhed

Der skal fokus på unges sundhed og trivsel

Debatindlæg

Der er mange årsager til unges manglende trivsel og ingen nemme løsninger. Men folkeskolen kan spille en vigtig rolle i at løse problemet.

Af Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og Gorden Ørskov Madsen, formand for Dansk Lærerforening. 

For mange børn og unge i Danmark trives ikke. Den sætning har vi efterhånden hørt mange eksperter, politikere og andre aktører sige. Nu er det tid til at handle på den viden. For den stigende mistrivsel er både menneskeligt dyr og dyr for vores samfund.

Et stort studie fra Vive viser, at unge, der lever usundt eller mistrives som 15-årige, er i markant større risiko for at stå uden arbejde eller uddannelse som 25-årige end deres jævnaldrende, der trives. Faktisk viser studiet, at hele 29 pct. af de unge, der mistrives som 15-årige, ikke er i arbejde eller uddannelse som 25-årige, hvilket er omtrent dobbelt så mange som landsgennemsnittet.

Kan vi få bare 1 pct. flere i job eller uddannelse som 25-årige, vil det generere 13,7 mia. kr. årligt til samfundsøkonomien.

Det må og skal vi gøre noget ved. Både af de indlysende menneskelige grunde, og fordi det giver mening rent økonomisk. Kan vi få bare 1 pct. flere i job eller uddannelse som 25-årige, vil det generere 13,7 mia. kr. årligt til samfundsøkonomien. Der er altså et enormt potentiale i at sætte ind med tidlige indsatser, der kan vende udviklingen og hjælpe flere børn og unge, inden den manglende trivsel udvikler sig.

Der er mange årsager til de unges manglende trivsel og dermed ingen nemme løsninger. Men folkeskolen kan spille en vigtig rolle i at løse problemet.

For sporene mod mistrivsel lægges allerede i barndommen. Det er tydeligt, når vi kigger på problemerne i folkeskolen. I en medlemsundersøgelse fra Danmarks Lærerforening svarer ikke færre end 8 af 10 lærere, at de har en eller flere elever, der ikke får den nødvendige støtte. Og flere end 9 af 10 lærere har en eller flere elever, der ikke trives. Det har ikke alene stor betydning for den enkelte elevs faglige og sociale udvikling, men også for hele klassens trivsel. Det er derfor noget, vi må og skal tage hånd om.

Folkeskolen arbejder allerede med sundhed og trivsel, men der er brug for et stærkere, fælles fokus, så det gode arbejde, der allerede foregår mange steder i dag, styrkes og udbredes endnu mere.

Derved kan skolen få en afgørende rolle i at forebygge mistrivslen også senere i livet – og dermed hjælpe flere unge mennesker godt på vej og bidrage positivt til samfundsøkonomien.

Det er brug for et langt større politisk fokus og en prioritering af, at børns og unges sundhed og trivsel skal forbedres. 

Det kræver med andre ord, at det nyvalgte Folketing vælger at sætte markant ind for at styrke de unges trivsel.

Vi har som samfund ikke råd til at lade stå til, og vi kan heller ikke være det bekendt.

Bragt i Jyllands-Posten den 27. december 2022.

Læs mere om

ARBEJDSMILJØ OG SUNDHED