Arbejdsulykker 2017

  • Fald i ulykkesfrekvens og ulykkesfravær

Statistikken over arbejdsulykker i 2017 viser, at ulykkesfrekvensen er faldet i forhold til sidste år. Opgjort for alle medarbejdere er ulykkesfrekvensen, målt ved antal arbejdsulykker pr. 1 million præsterede arbejdstimer, faldet fra 13,1 i 2016 til 11,4 i 2017. Tilsvarende er ulykkesfrekvensen for arbejdere alene faldet fra 21,7 til 19,5, jf. tabellen med hovedresultater i Læs mere boksen.

Ligeledes er ulykkesfraværet, målt ved antal tabte arbejdstimer pr. 1.000 præsterede arbejdstimer, faldet fra 2016 til 2017 for alle medarbejdere, dvs. fra 1,4 til 1,3. For arbejdere er ulykkesfraværet uændret (2,3).

Inden for fremstillingsvirksomhed er ulykkesfrekvensen faldet fra 10,5 til 8,9 opgjort for alle medarbejdere. Ulykkesfraværet ligger dog uændret på 0,9, jf. tabellen med hovedresultater i Læs mere boksen.

Det største fald i ulykkesfrekvens er inden for bygge- og anlægsvirksomhed med en ulykkesfrekvens på 15,4 i 2017 mod 19,0 i 2016. Ligeledes er ulykkesfraværet for denne hovedbranche faldet, dvs. fra 2,3 til 2,1.

Hvad angår de serviceprægede erhverv er ulykkesfrekvensen uændret i forhold til 2016 (14,0). Ulykkesfraværet er steget i denne hovedbranche med 1,9 i 2017 mod 1,8 i 2016.

Metode og begreber

Arbejdsulykker 2017 omfatter ulykkestilfælde, som har medført fravær fra arbejdspladsen på mindst én dag ud over tilskadekomstdagen.

Ulykkesfrekvensen beregnes som antallet af tilskadekomster pr. 1 million præsterede timer. Fraværet beregnes som antallet af tabte arbejdstimer pr. 1.000 præsterede timer. I de tabte arbejdstimer indgår fravær som følge af ulykker i 2017 samt tabte arbejdsdage i 2017 på grund af ulykker indtruffet i 2016.

Datagrundlag

Statistikken er baseret på frivillige indberetninger fra i alt 335 virksomheder. Virksomhederne i statistikken beskæftiger knap 45.000 fuldtidsansatte arbejdere og omkring 38.000 fuldtidsansatte funktionærer. Knap 81 pct. af de præsterede arbejdstimer i 2017 er placeret inden for fremstillingsvirksomhed eller bygge- og anlægsvirksomhed, hvilket er væsentligt mere, end hvad de to hovedbrancher indgår med i DA’s StrukturStatistik (45 pct. i 2017).

Arbejdsulykker 2017 er baseret på anmeldelser til Arbejdstilsynet via EASY-systemet. Formålet er at give de enkelte virksomheder et benchmarking værktøj til at måle sig op mod andre. Der kommer hele tiden nye virksomheder til, og det kan påvirke udviklingen.

En del af ændringerne fra år til år skyldes en varierende deltagelse i statistikken inden for de enkelte brancher. Forskydningerne gør det relevant at se på beregninger af ulykkesfrekvensen for identiske virksomheder, dvs. virksomheder med deltagelse i statistikken for arbejdsulykker i både 2016 og 2017.

For identiske virksomheder ligger ulykkesfrekvensen for hele DA på 11,8 for alle medarbejdere i 2017, dvs. på et lidt højere niveau sammenlignet med alle deltagere. For arbejdere er billedet det samme med en ulykkesfrekvens på 19,7 for identiske virksomheder (19,5 for alle deltagere). Populationsforskydningen fra 2016 til 2017 kan altså kun forklare en mindre del af faldet i ulykkesfrekvens.

Fordeles de identiske virksomheder på de tre hovedbrancher er ulykkesfrekvenserne 9,0 for fremstillingsvirksomhed, 15,6 for bygge- og anlægsvirksomhed og 14,5 for serviceprægede erhverv. Sammenlignet med ulykkesfrekvenserne i tabellen med hovedresultater i Læs mere boksen ligger niveauet for de identiske virksomheder dermed lidt højere inden for alle tre hovedbrancher.

Yderligere oplysninger

Detaljerede resultater vil blive bragt i publikationen Arbejdsulykker 2017, som udkommer primo september 2018. Heri kan bl.a. ses opdelinger af arbejdsulykker efter alder, arbejdsfunktion og skadens art.

Statistikken kan rekvireres ved henvendelse til DA Statistik på e-mail salg@da.dk.

KONTAKT
Økonomisk konsulent
Henrik Lynge Hansen
33 38 93 69
hlh@da.dk
Publiceret:
29. juni 2018
LÆS MERE
Printvenlig udgaveHovedresultater, alle medarbejdere og arbejdere