Vismændene overser udbredt mangel på arbejdskraft

Vismandsrapporten slår fast, at nu er et godt tidspunkt at gennemføre reformer, der får flere ind på arbejdsmarkedet. Men vismændene overser, hvor seriøs manglen på arbejdskraft er.

Det Økonomiske Råd (DØR, eller populært vismændene) har netop udsendt deres rapport for dansk økonomi, forår 2018.

Adm. direktør Jacob Holbraad:

”Jeg er helt enig med vismændene i, at den stærke danske økonomi med en rekordhøj beskæftigelse er et godt afsæt for reformer, der skal få flere ind på arbejdsmarkedet.

Men det bekymrer mig, at vismændene negligerer, at der aktuelt er udbredt mangel på arbejdskraft inden for nogle brancher. Derfor er det ikke nok med reformer, der virker på længere sigt.

For at afhjælpe den akutte mangel, der kan føre til en ødelæggende overophedning af økonomien, må vi gøre det lettere at rekruttere udenlandsk arbejdskraft uden for EU. Derfor er det glædeligt, at vismændene peger på, at beløbsordningen skal sættes ned. Jeg mener, den skal markant ned - til 325.000 kr. Desuden bør positivlisten udvides. Begge forslag vil gøre det lettere at tiltrække blandt andre faglærte.

Dernæst bør de kommuner, der er bedst til at få ledige i job, være et eksempel for de mindre gode. Der er nemlig betydelige forskelle på kommunernes succes med beskæftigelsesindsatsen.

Vismændene er for optimistiske, når de regner med, at den udenlandske arbejdskraft fortsat vil strømme til landet. Tilgangen er nemlig aftaget væsentligt de seneste år i takt med, at lande som Polen og Tyskland også oplever mangel på arbejdskraft.”

Arbejdsmarked
29. maj 2018
KONTAKT
Adm. direktør
Jacob Holbraad
33 38 93 00
jah@da.dk
LINKS
DØR's rapport