Stigning i søgning til erhvervsskolerne, men lang vej endnu

Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort tal for, hvor mange der søgte ind på erhvervsskolerne i 2017. Der er en svag stigning i søgningen, men tallet ligger stadig alt for lavt. Der er behov for, at folkeskolens udskoling i højere grad fokuserer på erhvervsuddannelserne.

Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort tal for hvor mange unge, der har søgt ind på erhvervsuddannelserne i 2017.

Det gjorde 18,5 procent af de elever, der forlader grundskolen i 2017, hvilket er en mindre stigning fra sidste år, hvor andelen var 18,4 procent. Efter tre år med faldende søgetal til erhvervsskolerne er det første gang siden 2014, at tallet stiger.

Uddannelses- og integrationschef Jannik Bay:

”Det går den rigtige vej, og det er positivt. Desværre går det alt for langsomt. Vi havde bestemt håbet på mere. Vi står over for en massiv mangel på erhvervsuddannede i fremtiden, så den meget lille stigning på kun 0,1 procentpoint er ikke tilfredsstillende. Også i lyset af den politiske målsætning om, at 25 procent af de unge vælger en erhvervsuddannelse i 2020.

Det er ærgerligt, for der er allerede sket en masse for at styrke erhvervsuddannelserne. F.eks. trepartsaftalen fra 2016, der sikrer flere praktikpladser, og erhvervsskolereformen fra 2015, der har givet det faglige niveau på skolerne et markant hak opad. Men der er behov for mere, hvis søgningen skal nå bare i nærheden af de 25 procent.

Først og fremmest er der behov for at se på folkeskolens vejledning og udskoling. Eleverne skal have bedre viden om de gode muligheder, en erhvervsuddannelse indebærer – i form af gode job, god løn, gode muligheder for at blive selvstændig, og mulighed for at læse videre, hvis man ønsker det.

Der bør derfor skabes et stærkere samarbejde mellem folkeskoler og lokale virksomheder, vi bør genindføre den obligatoriske erhvervspraktik i 8. og 9. klasse, og vi skal sørge for, at lærerne i folkeskolen lærer mere om, hvordan erhvervsuddannelserne er strikket sammen. Så kan vi forhåbentlig fortsætte dette års lille stigning med en markant stigning i søgningen i de kommende år.”

Mere viden

Notat : 9. og 10. klasseelevernes tilmeldinger til ungdomsuddannelserne og 10. klasse m.v. 2017

Uddannelse
20. marts 2017
KONTAKT
Uddannelses- og integrationschef
Jannik Bay
33 38 92 06
jab@da.dk
Chefkonsulent
Karina Beg Poulsen
33 38 92 41
kbp@da.dk
LÆS MERE
Mere viden